Multibane med dertil hørende aktivitetsplads

Den lokale idrætsforening i Thyregod er på vej med et stort lækkert multibaneprojekt, der både skal komme alle byens borgere til gode og samtidig være med til at skaffe flere medlemmer til idrætsforeningens afdelinger.

THYREGOD: Thyregod skal have en ny lækker multibane med dertil hørende aktivitetsplads. Det er i hvert fald det, som sportsforeningen FREM Thyregod har arbejdet benhårdt og målrettet på de sidste to år.

Det fortæller foreningens formand, Anette Schnedler, der sammen med tidligere formand Brian S. Neilsen og kasserer Pia Klyver har siddet i et udvalg, hvor det har handlet om at søge fonde og sponsorater for at skaffe penge til det fine formål.

- Vi har været i gang i to år, og det har været en lang og til tider lidt træg proces. Det er svært at holde bestyrelsesmøder og møder med potentielle sponsorer, når landet er lammet af corona. Men vi har da fået samlet 764.000 kroner sammen, så vi nærmer os målet, oplyser Anette Schnedler.

Mangler 535.000 kroner i at nå i mål

Selve multibanen koster 1.1 millioner kroner plus anlægsudgifter på 200.000 kroner. Samlet set løber projektet altså op i 1.3 millioner kroner i runde tal, så nu skal man ud og finde de sidste 535.000 kroner.  Og her er man ifølge Anette Schnedler meget åben for potentielle sponsorer og bidragsydere.

- Foreningen har selv lidt på kistebunden, da vi tjener nogle penge på det årlige loppemarked. Her er der en masse frivillige, der leverer en masse godt arbejde, og det er også set i det lys, at vi synes, at vi skal bruge nogle penge på det her projekt. At vi kan være med til at give byen en stor lækker multibane og en aktivitetsplads, er jo også en måde at betale tilbage på til alle de frivillige, der giver et nap med år efter år, siger Anette Schnedler.

For alle i byen

Multibanen vil blive placeret ved hallen og opvisningsbanen ned mod skolens område på det store grønne område. Banen vil give mulighed for en lang række boldspil lige fra fodbold til håndbold og basket. Aktivitetspladsen vil indeholde et udendørs fitness-anlæg, en klatrevæg, og så vil der også komme en overdækket tribune, så man i ly og læ kan overvære de forskellige aktiviteter på multibanen.

- Anlægget for bliver for alle byens borgere lige fra de allermindste dagplejebørn, børnehavebørn, skolebørn, voksne og til de lidt ældre. Skolen kan naturligvis også frit benytte anlægget, og det ved jeg, de er begejstrede for. For skolen er det lidt en appelsin, der er faldet ned i deres i turban, konstaterer Anette Schnedler.

Frivillige laver fundamentet

Alt imens fondsudvalget ihærdigt er i gang med at finde de sidste penge til projektet lever drømmen om projektstart i foråret/forsommeren i bedste velgående. En række frivillige står også klar til at levere både maskin- og muskelkraft, når der skal graves ud og laves fundament til projektet.

- Vi er i meget tætte forhandlinger med en leverandør til projektet. Intet er skrevet under endnu, men som det ser ud nu, bliver det bæredygtigt projekt, hvor gummibelægningen eksempelvis er lavet af gamle genbrugte Nike-sko. Anlægget skulle være vedligeholdelsesfrit i i  hvert fald mindst 10 år, fortæller Anette Schnedler.

Skal skaffe flere medlemmer til foreningslivet

Når det nye multibaneanlæg med aktivitetsplads står færdig, er det hensigten, at det udover at tilføje byen en større herlighedsværdi også skal være med til at skaffe flere medlemmer til foreningen. Coronaen har været hård ved foreningslivet, også i Thyregod, hvor både fodbold og håndbold har mistet medlemmer - ligesom det også er blevet sværere at rekruttere frivillige til foreningen.

- Det er vore store håb, at det her projekt kan aktivere flere borgere, unge som ældre, som så også får lyst til at søge hen mod vores forskellige tilbud i foreningen. Vi håber, at vi med indvielsen af multibanen og aktivitetspladsen kan sige endegyldigt farvel til coronaen og lade det her projekt blive billedet på en sjovere og mere aktivitetsrig fremtid, lyder det håbefuldt fra Anette Schnedler.

Stort multibaneprojekt skal sætte gang i aktivitetsniveauet i Thyregod.
Stort multibaneprojekt skal sætte gang i aktivitetsniveauet i Thyregod.

Projekt mulitbane og aktivitetsplads

Projektet koster samlet set 1.3 millioner kroner

Der er samlet 764.000 kroner ind via fonde og kommunen: 

Jelling Sparekasses Fond: 50.000 kroner

Vejle Kommune: 400.000 kroner

DIF/DGI: 64.000 kroner

Lokale & Anlægsfonden: 200.000 kroner

Nordeas Lokalpulje: 50.000